Da Torben Ulrich skrev i Information, bragte han sine artikler på cykel, men ikke nok med det, han cyklede helt op i redaktionslokalerne på 4. sal med det, han havde skrevet, jf. Ernst Nielsens berømte fotografi, og som vi læsere af ’Moderne tider’ ventede på med længsel. ”Vor mand i U.S.A.”, som han blev kaldt. Hans artikler var dagbogsblade, poesi, sprogligt improviserede, dybt forunderlige tekster, essays, ville det hedde, hvis ikke de var hinsides alle genrer og ud over enhver bestemmelse.

Det gjaldt også Torben Ulrich selv. Han var ud over enhver bestemmelse og hinsides alle genrer, forstået som stillingsbetegnelser eller områder, hvor han virkede som mester. Han var det hele, han mestrede så mange livsområder på en så dyb og legende og virkelig måde, at det for at forstå ham og hans betydning er nødvendigt at se alle disse sider af hans virke på samme tid, som en enhed, et samlet billede, som dog umuligt vil falde til ro og være hele billedet. Hele tiden dukker der nye facetter op, nye glimt.

Han sad på gulvet. Stole brugte han ikke. Han var en vismand. Men inden i denne vismand var alle udfoldelserne i én og samme vejtrækning: tennisspilleren, der havde sit buddhistiske svar på konkurrencementalitet og hvem-er-bedst, den unge Torben Ulrich, der spillede klarinet på jazzklub i København, jazzkritikeren eller med et bedre ord: jazzdørsåbneren, der skrev i aviserne og tidsskrifterne, danseren, jeg mener: livsdanseren, maleren med alternative pensler, filosoffen, Kandinsky-kenderen, den fordybede.

Torben Ulrich var født i 1928, voksede op i Hellerup og gjorde sig gældende på tennisbaner i Danmark og senere verden over, flyttede til USA som udøvende tennisspiller, men han havde de nyeste jazzplader med hjem i kufferten, når han besøgte København og vennerne i det københavnske digter- og musikermiljø. Han redigerede tidsskriftet Bazar (1958-59) sammen med Jørgen Gustava Brandt og Bengt Janus og trykte her haikudigte i egen oversættelse. Forud for verdens gang i det hjemlige.

Det første haikudigt i suiten hed ”Buddha-figuren”: ”Ud af næsen / på den store Buddha fløj / en svale.” (Digteren ubekendt). Han tilførte således offentligheden en tidlig indsigt i stillesidden og poesi som livsform. Og med sin mangesidighed inspirerede han en ny generation af digtere, der alle så ham som en figur i videre forstand til efterfølgelse: Hans-Jørgen Nielsen, der debuterede med en bog med haikudigte, Jørgen Leth, der filmede Torben Ulrich, Dan Turèll, der erklærede ham som forbillede.

Hans tenniskarriere, der tog vejen over Wimbledon, smeltede sammen med hans filosofi, der på original vis var en boldens filosofi, sansernes, modtagelsens, perceptionens, glidefaldets filosofi med en vægtig vidensbank indbygget fra vestlig og østlig tradition. Han arbejdede i mange år på en sammenfatning, der udkom i bogform i 2018 med titlen Boldens øjne, værens ben. Notater langs idrættens spalte(n)de veje. Som alt, hvad han skrev, er bogen vanskelig at referere, med digte på den ene side og tanker på den anden.

De slanke, engelsksprogede digte i søjleform udgav han også i selvstændige bind, som knytter sig på en gang til den nævnte filosofi og til musikalske sammenhænge med forskellige avantgardejazzgrupper, live og på plade. To bind udkom: Terninger, tonefald (2005) og Stilhedens cymbaler (2007), begge med henholdsvis efterskrift og forord af Lars Movin. Et særligt musikalsk samarbejde var det generationsoverskridende og smukt tilbagevendende, over en årrække, med pianisten Søren Kjærgaard.

Her skal nævnes de prægtige titler Suddenly Sound: 21 songlines for piano, drainpipe, etc. (2009) og Alphabet, Peaceful, Diminished: 29 Proposals from the Towers of Babble (2010) samt, ikke mindst, Meridiana: Lines Towards a Non-local Alchemy. Den sidstnævnte udkom i 2014 i 300 eksemplarer på vinyl med hver sit unikke cover, der alle var dele af et originalt Torben Ulrich-maleri, frembragt på gulvet i en spontan improvisation, som nu skjuler sig i de lykkelige lytteres pladereoler, og til hver en tid kan drages frem.

Dette samarbejde, og Torben Ulrichs lyddigte og lydbidrag i tæt overensstemmelse med Søren Kjærgaards musik, er på én gang dada og post-dada, brud og forbindelse, med tiden som bærende element, fortid, fremtid, men først og fremmest nutid, et evigt nu, der vibrerer i stemmen, som også høres på Torben Ulrichs sidste musikalske samarbejde, denne gang med cellisten Lori Goldston, det digitale album Oakland Moments: Cello, Voice, Reuniting (Rejoicing) med oplæste tekster af Torben Ulrich.

Det bedste, man kan gøre, er at opsøge disse udgivelser og lytte sig ind til en verdensforståelse. Og når jeg nu også nævner de følgende bogtitler, er det som en opfordring til at læse bøgerne og blive klogere på både Torben Ulrich og det, bøgerne handler om. Først det store samleværk Jazz, bold & buddhisme (2003) og efterfølgende Et vækkeur i Cecil Taylors flygel – tekster om jazz, 1945-2005 (2018), begge redigeret af Lars Movin, og endelig samtalebogen Udspil (2004) – ligeledes med Lars Movin.

Når man som jeg her skriver om Torben Ulrich, er det vanskeligt ikke at tilføje en personlig vinkel, fordi Torben Ulrich som menneske var så åben og imødekommende over for alle, han mødte, voksne som børn, kunstnere, ikkekunstnere, venner eller dem, der blev det, fjerne som nære. Jeg mødte ham efter at have kendt ham som offentlig figur i mange år, og mødet blev til flere møder af den største betydning. Jeg besøgte ham i San Francisco, og jeg mødte ham og optrådte med ham i København og i Lemvig.

Han kunne begynde dagen med en sætning, som forviklede sig og forsvandt for mange timer senere pludselig at dukke op i en fortsættelse af tanken, han var til stede, båret af humor og overraskende sætningsdannelser. Han kunne Charlie Parkers soloer udenad, og han vidste alt om Patti Smith og hvem som helst i kunstens og øjeblikkets verden. Hans motto i praksis var kærlighed. Vi er mange, der i dag med taknemmelighed tænker på ham som det forbløffende menneske, han var. En rigdom, der nu er et minde.